Generalforsamlingen 31/1 1946 blev holdt i tilslutning til dilettanten. Man startede en halv time før. Det var også en kort omgang, der indskrænkede sig til de sædvanlige valg til bestyrelsen, hvor alle blev genvalgt.
20/9 1947 havde bestyrelsen 2 ansøgninger om den ledige værtsplads efter Johannes Petersen at behandle. Det blev enstemmigt vedtaget at ansætte Axel og Dagmar Melchiorsen, Løve. Kontrakten med dem blev undertegnet d. 29/10 1947. Ved samme lejlighed besluttede man at bestille nogle stykker nye borde og bænke hos tømrer Johs. Petersen, Gierslev.
Ved generalforsamlingen i 1948 var der tilslutning til at udbyde forskellige reparationer, scene, hestestald og garderobe, samt toiletter. Til finansieringen skulle der søges lån i Gierslev Sogns Spare- & Lånekasse. På det næst følgende Bestyrelsesmøde 11/3 1948 drøftede man bygning af en scene med murer Chr. Nielsen. Man blev enige om at tage ud til Stillinge Forsamlingshus og se på deres scenebygning for at å et overblik over sagen.
27/8 samme år blev man orienteret om de forhandlinger, der var ført med tømrer Frederik Hansen om scenen, som han sammen med 2 medlemmer af bestyrelsen efter at have besøgt huset i Stillinge, havde foretaget en opmåling af.
13/9 1948 kunne Frederik Hansen fremlægge tegning og overslag til scenen. Man vedtog at søge Varedirektoratet om tilladelse til at opføre denne tilbygning.
Ansøgningen om scenebyggeri blev afslået. Sagen måtte stilles i bero. I stedet besluttede man i september 1949 at bestille asbestplader til forhuset. Det gamle tag var ikke i for god stand længere. Den følgende sommer blev der lagt asbestplader på forhuset og samtidig bestilt plader til salen også.
Man enedes i 1950 om at afholde en ekstra generalforsamling for at fastslå om de nødvendige midler til en modernisering af huset var til stede. Denne generalforsamling fandt sted 4/7 1950. Her blev økonomien gennemdrøftet, og man nedsatte et udvalg til nytegning af aktier.
Ydermere blev det besluttet at søge Gierslev Kommune om et tilskud og at søge optaget et lån i Gierslev Sogns Spare- & Lånekasse, så stort, at det planlagte byggeri kunne gennemføres. Formand, kasserer og gdr. Jens Carlsen skulle forhandle med direktør Vedde, Løvegård, om køb af jordstykket nord for forsamlingshuset. Han var villig til at sælge de 400 kvadratalen, som man i sin tid havde lejet af Hasselbalch. Man enedes nu om at gå i gang med tegninger og anden planlægning. Der blev taget et lån på 35.000 kr. i Bondestandens Sparekasse til udvidelsen, og nu aftalte man så med murer Chr. Nielsen og tømrer Frederik Hansen at begynde snarest.
I juli 1951 var man efter trekvart års byggeri og istandsættelse nået så vidt, at der kunne sættes en dato for genåbning af huset. Det blev d. 18/8 med fælles kaffebord. Man ville anmode pastor Larsen om at komme og holde indvielsestalen. Derefter skulle scenen indvies.
Med gennemførelsen af et så omfattende projekt, måtte der naturligvis ske noget med priserne for udlejning. Det skulle nu koste 60 kr. for den store sal og 30 for den lille, når sammenkomster strakte sig ud over lukketid kl. 23. For møder, kurser o.l. 30 kr. for den store sal og 10 kr. for lille sal. Lys og varme” blev ordnet med værten. Til indvielsesfesten skulle andelstegnere og håndværkere med koner samt pressen inviteres.
Der blev af formanden Søren Olsen skrevet en prolog til indvielsesfesten. Den lyder således:
A/S Løve Forsamlingshus det er Husets Navn
Det har tjent Gierslev Sogns Befolkning til Gavn,
naar Folk skulde samles til Møder og Fester
eller skulde ha’ et Gilde med mange Gæster,
Saa fandt man altid man Huset ku’ bruge,
i de seneste Aar var det dog et kedeligt Skue
med sorte Vægge vi havde Trængsler
og Dørene peb paa deres Hængsler.
Endvidere var det en voldsom Gene
At vort Hus det savned en bygget Scene,
naar Thalias Muser kom over de Løver
de Skuespil lærte ved mange Prøver
og havde de naaet den rette Fortolkning
saa skulle de optræde for Sognets Befolkning,
Da kneb det med Pladsen, thi tænk Jer blot
man maatte gøre hvad der var mindre godt,
man stabled en Scene afløse Brædder
og paa den man spilled for skomar’ og Skrædder,
de Forhold ku’ ej blive ved at gaa,
man sae til Bestyrelsen hvad tænker I paa?
Kravet er større, kør ud i Landet
Og se paa Forsamlingslokaler blandt andet,
vi maa ha’ et Sted vi bekendte kan være,
dette her krænker Mænds ja og Kvinders Ære.
Forholdene her er jo nærmest uhumske,
Pengeforhold sae vi, ja de er jo lumske,
men hvis vort Sogn det ikke ku’ rejse et Hus
naar det gamle det næsten er sunket i Grus,
saa var her skam ikke værd at leve
ja naar det ikke var andet en kræve,
saa var det ingenting, men bare hør
Gjerslev Sogns Sparekasse, uha den var tør
saa der var intet at hale herhjemme,
vi maatte ud i Landet for Sagen at fremme,
den sjællandske Bondestand duer jo til meget,
og paa dens Pengemidler blev der altsaa peget,
og den var beredvillig, gav sin Sanktion
i Fald at I stiller tilbørlig Kaution,
og saa sku’ I se der kom Fart i Futterne,
der blev solgt Andele af Tegningsgutterne
og Folk i Sognet de tegned med Glæde
saa nu skal I altsaa ikke mere græde,
nu staar Huset færdig i fineste Stand
og jeg haaber det glæder hver Kvinde og Mand
paa Andelstankens stærke Vinge
vi i Dag vil Sognet overbringe
et Hus, som vi haaber maa holdes i Ære
thi dit Hus og mit Hus det stedse skal være
behandel det som dit eget, det beder jeg dig
og du maa saa sige det samme til mig,
fra denne Scene jeg haaber paa
maa opføres Ting som fornøje maa,
men ogsaa Alvorens Ord vil vi høre
de to Ting sammen kan godt la” sig gøre,
lad os da staa sammen hver Mand hver Kvinde
saa Huset forfalde det maa ingensinde,
naa vi stedse staar sammen om at skabe Hygge,
da er vi jo med til vort Land at opbygge.
I unge saavel som I der er gamle
som i Fremtiden her i vort Hus skal sig samle,
hold fast paa at Tonen den maa være ren
da bygger vi Fremtiden, Sten ja paa Sten,
og bygger du Sognet, du bygger dit Land,
du danske Kvinde du danske Mand.
Villiefast Sammenhold der har du Vaabnet
hermed erklærer jeg Scenen for aabnet.
Løve 18/8 1951, Søren Olsen.
Ved festen deltog godt 250 gæster, grupperet omkring 4 lange borde i den store sal. Der blev budt velkommen af formanden, som takkede alle, der havde medvirket til projektets gennemførelse. Han mindedes de folk, der i 1903 havde taget initiativet til huset, bl.a. lærer Nørreslet.
Dengang kostede hele huset 5100 kr. at opføre. Den nys afsluttede ombygning havde kostet 35.000 – 40.000 kr.
Efter en fællessang talte sognepræsten H.O. Larsen. Efter endnu en fælles sang, oplæste formanden ovennævnte prolog og fortæppet kunne glide til side og der blev vist 3 tableauer.
Først sang 4 unge piger med Idrætsforeningens fane “Mor Danmark” Så fulgte Husmandsforeningens hilsen med sangen “Med min hakke, min skovl og min spade.”
Til sidst kom forsvarsbrødrenes fane sammen med afsyngelsen af “Kongesangen”. Efter de 3 optrin fulgte en morsom sketch med små lokale hip, og endelig en sangafdeling med kendte vaudeville-toner.
Afslutningen var en parade med de tre faner mens forsamlingen stående sang “Kongernes Konge”.
Aftenen sluttede med bal til Poul Olsens orkester fra Slagelse. Efter festlighederne meldte regnskabets time sig. Der manglede 2000 kr. til håndværkerløn. Jørgen Olsen, Løve, der var medlem af bestyrelsen, tilbød at låne huset pengene mod behørig sikkerhed, hvilket man tog imod.
18/6 1952 drøftede bestyrelsen kontrakten med værten. Bestyrelsen ønskede huslejen forhøjet til 50 kr. fra 1/1 1953, hvorefter kontrakten af 1/10 1947 var opsagt fra 1/1 1953. Stillingen som vært blev opslået ledig fra 1/10 1952.
18/9 blev de indkomne ansøgninger til stillingen gennemgået, og valget faldt på Kristian Jensen, Bildsø.
30/4 1952 ansøgte formanden for D.F.B. i Gierslev Sogn og Omegn og tilladelse til at hænge foreningens gamle fane i glas og ramme på den nederste gavl i den store sal. Det fik han.
7/9 1953 var der konstituerende bestyrelsesmøde. Her besluttede man at afholde andespil torsdag d. 24/9. Der skulle spilles om 12 ænder og en gås.
Lørdag, d. 24/10 1953 skulle 50 års jubilæet fejres med fællesspisning og selskabelig sammenkomst. De nærmere aktiviteter i forbindelse med jubilæet blev tilrettelagt 12/10. Ud over spisningen agtede man at afholde foredrags- eller oplæsningsaften. Der skulle annonceres i Høng Posten og i Sorø Amtstidende.
Deltagelsen i festen var ikke særlig stor, men stemningen var til gengæld god. Husets stiftere blev mindet og de nuværende blev takket.
14/3 1954 vedtog man at sætte celotex på væggene i den lille sal og lade den tapetsere. Det blev overdraget Johannes Petersen og Fagerlin at sørge for udførelsen. Der blev også talt om en aften med præmiewhist, som på den tid var meget moderne. Man fastsatte datoen til 18/3. Senere fulgte flere spilleaftener. Der mødte 72 deltagere, som fik en fornøjelig aften, og der blev et pænt overskud til at istandsætte væggene i den lille sal.
Efter generalforsamlingen i 1954 blev Jens Carlsen ny formand efter Søren Olsen, der ikke havde ønsket genvalg.
Af planlagte aktiviteter i 1954 var et høstgilde 30/10 for aktionærer med husstand. Idrætsforeningen fik tilladelse til at spille badminton på gulvet i den store sal. Der skulle afholdes andespil 27/11. Aktiviteterne i de følgende år lignede hinanden ret meget, præmiewhist, andespil og høstfest, samt nogen sportsaktivitet.