1931 – 1945

I 1931 blev der forhandlet med Søren Hansen om leje af huset, men da der ikke kunne opnås enighed parterne imellem, tilbød bestyrelsen i stedet arbejdsmand Johannes Petersen stillingen som vært. Dette accepterede han, og han afløste således Søren Hansen som vært.
Ved bestyrelsesmøde 18/9 1931 vedtoges det at anskaffe et nyt komfur og evt. 2 kakkelovne til værtens lejlighed. Man endes samtidig om at låne 500 kr. i Gierslev Sogns Spare- & Lånekasse.

I 1934 fremlagde værten ved et bestyrelsesmøde 2/6 et forslag om en tilbygning til huset. Han fik bemyndigelse til at undersøge omkostningerne derved. Der ser ikke ud til at være sket mere desangående det år.

I december 1935 gav bestyrelsen tilsagn om at ville afholde halvdelen af udgifterne til indkøb af en madras til gymnastik. Madrassen måtte til gengæld ikke fjernes fra huset!

I 1936 vedtog man at afholde dilletantforestilling for aktionærerne med husstand samt at indbyde Foredragsforeningens og Husmandsforeningens medlemmer. Der opførtes et stykke med titlen “Værdier”. Ved generalforsamlingen i 1936 blev det vedtaget at søge lån til udvidelse af køkkenet og til andre forskellige omforandringer, der skulle foretages i sommerens løb.

I 1937 blev det besluttet at optage et lån på 4000 kr. i Gierslev Sogns Spare- \ Lånekasse til omforandring og udvidelse og til udbetaling af restsummen i Bondestandens Sparekasse til juni termin.
20/8 1937 tog man den endelige beslutning om ombygningen. Arbejdet blev lagt i hænderne på tømrer Frederik Hansen, Løve, og Johannes Petersen, Gierslev.
Omkostningerne var 2300 kr. Arbejdet skulle være afsluttet 15/10 1937. Der var også indbefattet omforandringer i lejligheden.

I 1941 blev lejen af store sal til baller sat til 25 kr. og 3 kr. for den lille sal til møder. Den store sal til møder kunne fås for 12 kr.

D. 28/1 1941 vedtog bestyrelsen, at man sammen med Husmandsforeningen skulle leje Lye Idrætsforenings dilettanter til at spille “Overraskelser”. Det skulle foregå lørdag d. 8/2 kl. 7. Som vederlag for spillet skulle Husmandsforeningen yde gratis og istandsat scene og forsamlingshuset yde huset gratis den nævnte aften, samt ellers deltage ligeligt i over- eller underskud. Hvis reparationen af scenen blev mere end 25 kr. skulle begge foreninger dele resten lige. På økonomisiden vedtog man at søge lån i Husmandskreditforeningen så stort, at man kunne indfri de 4 lån man på den tid havde.

Det fremgår, af generalforsamlingen 11/2 1941, at planerne om optagelse af nyt lån blev henlagt, og at man i stedet ville ansøge bestyrelsen for Gierslev Sogns Spare- & Lånekasse om foreløbig fritagelse for afdrag. Efter denne generalforsamling holdt forstander Siliam Bjerre, Høng foredrag.

På bestyrelsesmøde 10/5 1941 blev det vedtaget at afholde en ekstra generalforsamling om optagelse af et lån. På en ekstra generalforsamling 19/5 1941 blev det enstemmigt vedtaget at søge optaget et lån i Gierslev Sogns Spare- & Lånekasse på 6000 kr. til indfrielse af de lån man havde i gang. Samtidig fremkom et forslag fra en aktionær om at gøre kommunen interesseret i en eventuel overtagelse og ombygning af huset.  Der blev nedsat et udvalg, formanden Valdemar Andersen, Mads Jensen og murer Chr. Nielsen, alle Løve, som skulle forhandle videre om den sag.
Senere på året forelå der en opgørelse over det ny lån, der nar alt var betalt, udviste et overskud på  1164,09 kr.  Det blev derefter vedtaget at undersøge pris på ombygning af garderobe og klosetter. Der blev rettet henvendelse til murer Chr. Nielsen og snedker Anthon Stahl, Løve St.

Ved det næste bestyrelsesmøde blev projektet lagt i mølpose til mere gunstige tider, da man ikke lige kunne skaffe de nødvendige midler.
25/10 1941 blev det vedtaget at opsige værten til 1/5 1942 med 6 stemmer mod 1. Det blev ligeledes bestemt, at værten ikke matte leje huset ud længere end til 1/11 1941, ej heller indkassere leje heraf. Efter denne dato skulle bestyrelsen leje huset ud.

I december 1941 blev 32 nye aktiebreve underskrevet. Man besluttede at avertere i Høng Posten og Sorø Amtstidende efter ny vært. På samme møde fremlagde formanden et anbefalet brev fra værten, hvori han henstillede til bestyrelsen at tilbagekalde de indrykkede annoncer og afholde en ekstra generalforsamling senest 20/12, da han ellers ville gå rettens vej. Da kun en aktionær kan kræve generalforsamling og da der ikke var meddelt nogen dagsorden, kunne man ikke imødekomme værtens henstilling.
Man kunne så ved et møde 22/12 hos formanden konstatere, at der var indkommet 6 ansøgninger, hvoraf de 2 var fra sognet. Man enedes om at vælge en af disse. 
Ved skriftlig afstemning fik Alb. Fagerlin 6 stemmer og Anthon Stahl 1.

Der var indkommet en begæring fra 30 aktionærer om afholdelse af en ekstra generalforsamling senest d. 27/12 uden dagsorden. Bestyrelsen vedtog derpå at afholde generalforsamlingen 2/1 1942 med dagsorden: Værtens opsigelse.
På denne generalforsamling fremlagde formanden grunden til værtens opsigelse. Den efterfølgende afstemning uviste 41 stemmer for værtens forbliven, 28 imod og 2 blanke.
Der skulle være bal 3/1 og bevillingsspørgsmålet var endnu ikke i orden. Man havde gentagne gange henvendt sig til værten om den gamle bevilling, som har ikke kunne finde, og som bestyrelsen først fik i hænde 26/12 1941. Af samme grund frasagde bestyrelsen sig ethvert ansvar desangående.

Allerede 6/1 1942 holdt man bestyrelsesmøde, hvor man enedes om at der skulle afholdes ny generalforsamling 14/1 med dagsorden: En erklæring fra bestyrelsen angående værtens opsigelse. Det vedtoges også at man ikke anerkendte generalforsamlingens beslutning af 2/1, -slagsmålet var godt i gang! På den ny generalforsamling 14/1 1942 forelagde formanden bestyrelsens manglende godkendelse af den foregående generalforsamlings beslutninger. Man fik husets love oplæst og det blev bestemt, at man nu skulle begynde helt forfra, generalforsamlingen af 2/1 blev annulleret!
Der blev nu nedsat et udvalg, som skulle udarbejde nye love: Mejeribestyrer Andersen, Løve. Gdr. Søren Olsen, Vester Løve. Rentier Peter Hansen, Løve, og gartner V. Poulsen, Løve. Opsigelsen af værten stod nu ved magt.

Det nedsatte udvalg holdt møde med bestyrelsen 22/1 1942. Her vedtog man et udkast. Sagfører Kraglund fra Høng var til stede og bistod med den korrekte formulering af lovene.
De nye love blev vedtaget på en ordinær generalforsamling 6/2 1942. Den 23/2 1942 blev værten genansat fra 1/5 ifølge kontrakten. Han sagde imidlertid selv op 1947. Det var så enden på den historie.
Ved den ordinære generalforsamling ser det ud til, at bestyrelsen var blevet helt udskiftet, idet følgende blev valgt: Mejeribestyrer Axel Petersen, Stensbjerg. Gdr. Anthon Eggert, Knudstrup. Bmd. Carl Hansen, Knudstrup (kasserer). Bmd. Søren Olsen, Vester Løve. Hsmd. Jens Andersen, Løve Mark.. Hsmd. Jørgen Petersen, Gierslev, og gdr. Marius Hansen, Toelstang.

I marts 1942 lejede man den lille sal ud til sygekassen for 100 kr. om året. Den skulle benyttes 3 formiddage om ugen til massage. 
På bestyrelsesmøde 27/5 1942 drøftede man opførelsen af en scene i husets vestre ende. Det blev besluttet at søge tilskud til projektet og at lade en generalforsamling afgøre om der skulle bygges eller ikke.
I oktober samme år forhandlede man med Hasselbalch, Løvegård, om leje af en strimmel jord ved husets nordside for at man kunne opføre en cykelstald. Man fik tilladelse til at flytte forsamlingshusets hegn 8 alen imod nord i hele grundens bredde, 50 alen. På samme møde blev det vedtaget at udsætte den planlagte generalforsamling om byggeri indtil man atter kunne søge om lån og tilskud. På et møde i november besluttede man at opføre cykelskuret og at indhegne det af Hasselbalch lejede stykke jord.

Bestyrelsen besluttede at forbigå husets 40-års dag d. 25/10 1943 i stilhed under hensyntagen til de øjeblikkelige forhold.

Ved bestyrelsesmødet 12/4 1944 forelå der en anmodning fra danselærerinde Birgit Brinch Hansen i Gørlev om moderation for salen til danseøvelse. Man enedes om at tilbyde hende den store sal for 5 kr. pr. øvelsesaften, men til gengæld skulle der betales fuld takst ved afdansningsballet. Lysregningen måtte hun selv ordne med værten.

Ved et møde 18/1 1945 hos formanden Søren Olsen drøftede man et tilbud fra Ludvig Brandstrups impresario lydende på 500 kr. Man snakkede det grundigt igennem og mødet mundede ud i, at hvis man bød på noget godt, skulle der nok komme besøg. Der blev fastsat en Brandstrup-aften d. 27/2 1945. 21/1 1946 havde bestyrelsen forhandlinger med bestyrelsen for Idrætsforeningen om at afholde dilettant med deres skuespillere d. 31/1. Meningen var, at man skulle dele økonomien. Idrætsforeningen stillede skuespillere, huset leverede salen gratis med lys og varme samt betalte halv musik. Entre blev 3 kr. for voksne. Børn under 14 år gratis.